Henriettes oplevelse af Interviewet:

Det hele startede den 3. november 2007, da jeg fik mit livs bedste idé! Siden McFLY nu for alvor er ved at blive kendte i Danmark, kontaktede jeg Boogie og fortalte dem, at min veninde, Anita, og jeg skulle til McFLY-koncert i Birmingham den 30. november, og jeg tilbød i denne forbindelse at lave en reportage fra turen. Jeg foreslog også helt spontant, at det jo også kunne være fedt, hvis vi kunne få stablet et interview med bandet på benene.

Boogie svarede, at de synes det var en god idé at drage fordel af danske fans' tilstedeværelse ved koncerten:

"Vi arbejder selv benhårdt på at komme til england og lave McFly interview den 30. November. Grunden til vi vil lave det den dag, er at I er der. Så vi prøver at få jer med ind. Problemet er, at vi selv skal betale for turen, fordi Mcfly ikke sælger en eneste plade i Danmark. Det betyder at pladeselskaber ikke har et promotionbudget på dem"

Senere skrev de, at det desværre ikke var lykkedes at få et interview med bandet! Øv, det var jeg ked af at høre, men jeg havde alligevel ikke rigtigt turde håbe på for meget af frygt for, at jeg ville blive alt for skuffet!

Men Boogie skrev dog:

"Vi vil meget gerne ringe til jer i Boogie Listen på fredag for at høre, hvad der får to danske piger til at tage derover. Og hvad I forventer at få ud af det".

"Ok, fedt nok!", tænkte jeg så, men var ellers ikke videre begejstret. Boogie havde dog vist en skummel bagtanke med "fup-mail'ene" lige fra starten, for da de ringede mig op under programmet, overraskede Nanna mig:

"Vi har jo fortalt jer at McFLY-interviewet desværre ikke blev til noget…Men det er faktisk løgn! Vi har fået interviewtid med McFLY og vi vil rigtig gerne have jer med ind og møde bandet!"

(Og det var så her, min verden gik i stå!)

"Det er da løgn!", tror jeg, min første kommentar var, da jeg endelig fik åbnet munden. Jeg var totalt i chok og kunne virkelig ikke tro mine egne ører!! Derfor var min reaktion heller ikke hysterisk, som nogle af jer senere har tolket som om, "at jeg ikke lød spor glad". PIS OG PAPIR! Jeg har aldrig været mere lykkelig!! Og til jeres information så rystede jeg helt vildt og sad seriøst med hånden for munden og våde øjne!

Da jeg havde lagt på, kom reaktionen for alvor! Glædestårerne væltede frem, jeg rystede endnu mere og kunne faktisk næsten ikke få vejret! Jeg var SÅ glad – blev nødt til at knibe mig selv i armen flere gange! Forstod absolut SLET ikke, at lille mig virkeligt skulle møde det band, hvis musik har betydet så meget for mig gennem de sidste 3 år! Det var en stor drøm, det gik i opfyldelse! J Og som Boogie også svarede bagefter, da jeg takkede dem, så var det hele jo min egen fortjeneste, eftersom jeg selv havde taget initiativet til det hele. Jeg var sgu stolt af mig selv, hehe!

Herefter ringede jeg rundt til venner og familie for at fortælle den glædelige nyhed, men Anita var faktisk en af de sidste, der fik det at vide, fordi hun var på arbejde. Først 4 timer senere var det hendes tur til at miste forstanden. Hun tog det lidt på samme måde som mig: Hun var ret rolig og bare helt vildt glad, men hun fortalte senere, at hun bare havde siddet og rystet hele aftenen, da det langsomt var gået mere og mere op for hende!

SÅ skulle der ellers tælles dage til koncerten og interviewet! 7 dage (one week!) 6 dage (bring it on!), 5 dage (uha!) , 4 dage (it's getting closer!), 3 dage (WHEE!), 2 dage (OMG!), 1 DAG (NO FUCKING WAY!)!!!

Da torsdag den 29. november endelige oprandt mødtes jeg med Anita på Vejle Banegård kl. 18.45 for at tage toget videre til København, hvor vi skulle overnatte hos min faster inden vi skulle tage flyet videre til Birmingham tidligt næste morgen. UHA, DA, DA, vi var spændte på dette tidspunkt, og vi sagde hele tiden til hinanden: "Er du klar over, hvor vi er om 24 timer?!" Vi fattede ingenting!!

Da vi først kom ombord på toget og var på vej, slappede vi mere af. Weird, but true! Og egentlig fortsatte denne følelse resten af aftenen… Næste morgen, hvor vi stod op, før ham den røde havde fået fodtøj på (læs: kl. 4.45), var den afslappede følelse blevet afløst af spænding og forventninger! It was so close now! Men jeg frygtede slet ikke at gå død før tid, for jeg var 200% sikker på, at min adrenalin ville holde mig kørende hele dagen og aftenen med!

Vi tog toget mod Kastrup kl. 06.28 (gab!). Vi fik checket ind og satte os til at vente på Nanna resten af Boogie-crewet, som vi havde aftalt at mødes med efter check-in. Men da der kun var 25 min. til take-off, og vi stadig ikke havde fundet dem, blev vi lidt små-nervøse for at sige det mildt! Men heldigvis genkendte Anita pludselig Nanna, der kom gående med filmholdet bestående af 3 stk. hankønsvæsner: Theis (kamera), Lars (lyd) og Micky (lys).

Da vi så dem alle, blev det hele lidt mere virkeligt! Vi fik hurtigt overrakt alle de McFLY-spørgsmål, som Boogies seere havde indsendt, for det var vores arbejde at udvælge de bedste til interviewet. Vi gik straks i gang med at læse, for vi var ærligt talt ret bekymrede over, at der kun var 7 timer til interviewet, og vi anede stadig ikke, hvad vi skulle snakke med drengene om!

Kl. 09.20 var vi så klar til afgang. Det var kun Anitas anden flyvetur nogensinde, men i modsætning til vores sidste McFLY-tur til Cambridge, var vi slet ikke spændte over, at vi faktisk skulle ud at flyve… Vi have så meget andet at tænke på!!

Så snart vi var i luften fandt vi high-lighter'en frem og begyndte at markere de bedste spørgsmål og kassere resten. Da både Anita og jeg har været trofaste fans i 3 år nu, har vi fået set og læst flere hundredvis af McFLY-interviews i årenes løb, så vi vidste, hvilke spørgsmål, drengene har fået 1000 gange før ("would you ever date a fan?") og hvilke, de bare er trætte af ("do you have girlfriends?"). Så dem sorterede vi fra, da vi helst ville stille dem musikrelaterede spørgsmål, uden at det blev alt for "tørt". Derudover prøvede vi hele tiden også at beholde den danske vinkel i spørgsmålene, da hele formålet med interviewet jo var, at McFLY til at få øjnene op for deres danske fanbase!

Vi endte op med 12 gode spørgsmål, der skulle stilles på de ca. 15 minutter, Anita og jeg skulle snakke med drengene (Nanna skulle interviewe dem de første 10-12 minutter). Men vi var også nødt til at beregne tid til at give Dougie en fødselsdagsgave sidst i interviewet, da han fyldte 20 år den dag.

Der var nu ca. tre kvarters flyvetur tilbage. Vi fik lavet en foreløbig komposition og fordelt spørgsmålene imellem os. Vi brugte nogle minutter på at læse dem højt for hinanden, men det blev vi bare mere nervøse af! Vi havde egentlig også lovet hinanden, at vi skulle snakke engelsk indbyrdes hele dagen for at "varme op", men det holdt vi vist ikke helt…

Så kunne vi tydeligt se Birmingham og de karakteristiske engelske rækkehuse under os! Og pludselig udbrød jeg: "Se! Der er arenaen!!" Hjemmefra havde jeg nemlig set satellitbilleder af området, og The NEC Arena var let genkendelig kun få hundrede meter til højre for lufthavnen. Så kom jeg også til at tænke på, at McFLY kun var få timers kørsel herfra! Fuck, det var en surrealistisk tanke!!

Kl. 10.20 engelsk tid landede vi i Birmingham International Airport. Vi aftalte at mødes med Nanna og holdet igen kl. 13 foran arenaen. Desværre spildte vi dyrebar tid i lufthavnen. Dels havde Anita problemer med sit dankort (eller: det var vist snarere de engelske hæveautomater, der drillede!), og dels kunne vi ikke finde ud af lufthavnsområdet, fordi der var store, dumme hegn og ensretning overalt, OG så var vores kort misvisende! Great! Men det gav os trods alt noget andet at tænke på.

Jeg begyndte at blive lidt små-stresset for kl. var nu et godt stykke over 11. Jeg vidste nemlig, at vi havde ca. en halv times gåtur til hotellet foran os (med tung bagage!), vi skulle checke ind og nå at gøre os klar til tv-optagelserne (det var jo for hulen ikke hvem som helst, vi skulle møde!), og så skulle vi jo lige beregne en halv time til turen tilbage til arenaen igen! Sååå, vi besluttede eventually at tage en taxa til £7.20, men det var penge godt givet ud! J

Hotellet var rigtig hyggeligt! Det var meget typisk engelsk med småbitte gange og trapper belagt med tykke tæpper, og der var blomstret tapet på vores værelse! (Everyone who has tried Bed&Breakfast know what I'm talking about).

Anyway, vi begav os mod arenaen ca. 12.40 og var således lidt sent på den, men heldigvis skrev Nanna, at de også var ca. et kvarter forsinkede. Turen mod The NEC Arena gik med at synge McFLY-sange og optage såkaldte "stemningsrapporter" på min MP3-afspiller. Humøret var tårnhøjt!! Vi var så spændte og nervøse, men heldigvis ikke på en dårlig måde. (Uhhh, når jeg sidder og tænker tilbage på det nu, får jeg sommerfugle i maven! J).

Vi blev dog pænt skuffede over at se, hvor få mennesker, der var foran arenaen. Eller rettelse: Der var ingen foran hovedindgangen overhovedet! Vi blev bange for, at vi var gået forkert, cos whenever McFLY are en town, it's a fuss at the arena-gates. Alle de mest hysteriske teenagetøser med lyserøde bunny-ører og bannere plejer at "gate-hange"/campere ved koncertstedets hovedindgang. Men okay, kl. var jo også kun 13, og vi glemte faktisk også tre vigtige ting: 1) Det var fredag, så alle var i skole, 2) der var jo nummererede pladser og 3) The NEC Arena havde ikke nogle gates/synlig bagindgang. Vi kunne ellers godt have brugt lidt McFLY-hysteri til at komme i stemning af! Og så plejer det også at være vildt hyggeligt at snakke med de engelske fans, som det var tilfældet i Cambridge! J

                    Tiden gik og blev 13.30 før Nanna og filmholdet ankom med taxa.

Vi kom forbi security-folkene og fik lov at vente i den dejligt varme indgangshal, mens det kære NEC-staff rendte forvirrede rundt og prøvede at finde en vis Andy Et-eller-andet, som åbenbart var vores kontaktperson. Vi ventede nok i 25 minutter, not knowing what would happen next, men vi fik at vide, at McFLY var på vej nordfra, hvor de havde spillet sidst, og kun var ca. tre kvarter herfra (!!!).

Vi brugte ventetiden til at fortælle Nanna og holdet bandets historie, og så læste vi de spørgsmål igennem, som Nanna skulle stille bandet.

                      Endelig (ca. 14.20 – interviewet var 15.30!) fik vi henvist det lokale, hvor vi skulle optage interviewet. Det var et kæmpestort festlokale på 1. sal fyldt med fint opdækkede borde. (Her blev alle mine drømme om et intimt interview i McFLYs dressing room eller på deres hotelværelse så officielt knust!). Vi satte os i det fjerneste hjørne, hvor der var nogle tomme borde.

                      Synet af det faktiske lokal var endnu en ting, der gjorde mig nervøs! Nu kunne jeg begynde at forestille mig situationen! Uuuhh!! Det "værste" var, at drengene ville skulle gå ca. 20 meter fra døren og hen til vores bord – og på de ca. 30 sekunder, turen ville tage dem, kunne jeg nå at reagere på alle mulige underlige måder!! K Ret frustrerende tbh!

Vi havde sgu ikke meget tid!! Der var kun ca. en time til interviewet og vi havde hverken skrevet spørgsmålene rent eller lavet den endelige rækkefølge af dem endnu, men Nanna hjalp os, så det tog ikke så lang tid. Vi kom dog tit ud på et sidespor, da vi skulle interviewes indimellem. Vi brugte også lidt tid på at lære Nanna drengenes navne, som hun (gisp!) ikke var helt sikre på, og forklarede, at det var "ham den lille Dougie", der havde fødselsdag! Hehe, tænk, hvis hun havde sagt forkert! Det gjorde hun heldigvis ikke, for hun lærte navnene hurtigt! J En anden ting var, at det føltes meget underligt og "forkert", at alle fra Boogieredaktionen var så rolige hele tiden! Hallo, det er McFLY vi snakker om, hehe! Men som hun sagde, så er de jo ikke fans, og de kender dem knap nok. Tror faktisk det var godt, der var nogle, som kunne hjælpe os med ikke at gå helt til af nervøsitet!

                      Okay, så langt, så godt! Vi havde nu spørgsmålene på plads, og de manglede de bare at lave nogle flere interviews med os ude foran arenaen (hvor der stadig var helt tomt!). Vi skulle lige til at gå udenfor, da McFLYs tour manager Tommy, kom hen til os og fortalte, at 3 af drengene nu var ankommet og den 4. var på vej hertil med tog. McFLY WERE IN THE BUILDNING!!! (Endnu kæmpe en nervøsitets-/spændings-booster!!).

Tommy, en ældre, gråhåret mand med briller, var tydeligvis stresset, men rigtig flink. Han havde et "McFLY crew"-skilt om halsen, og det var fedt at møde den mand, som man har hørt McFLY omtale i bladene. Anita og jeg havde dog glædet os til at møde McFLYs manager Fletch også, men han var der desværre ikke. Jeg kan huske, at Tommy sagde: "How come you're so good at English, when I'm rubbish at Danish?" Haha, ja, hvorfor mon?

                      Nå, men vi gik udenfor og fik lavet et lille indslag om, hvordan vi havde det osv. Desværre var vi begge så ivrige, at vi vist snakkede ret meget i munden på hinanden! Hehe! Af og til kom der nu fans gående frem og tilbage, men de blev ikke stående ved hovedindgangen. De ledte sikkert efter bagdøren, som vi ikke selv havde formået at finde.

                      Oppe i festlokalet igen sad nerverne nu helt uden på tøjet! Vi var så spændte!! Men nervøsiteten kom heldigvis meget i perioder: Det ene øjeblik var vi bare helt vildt glade og forventningsfulde, det næste, var vi ved at skide i bukserne! Men generelt må jeg sige til vores egen ros, at vi var temmelig beherskede.

                      Dog var der lige et tidspunkt, hvor jeg følte, jeg havde alt for mange spændinger i kroppen, så jeg tog Anita og Nanna med på en løbetur rundt i det store lokale, så vi kunne få brændt noget af energien af! Vi opdagede, at der sad en mand med kamera, "lysopstilling" og ledninger bag et hjørne, som tydeligvis blev lidt overrasket over at se tre tøser kommer farende forbi, haha! "Watch the core!", hørte jeg ham lige råbe i forbifarten.

                      Løbeturen hjalp faktisk; jeg var lidt mere rolig bagefter. Kl. var nu ca. 15.20; det var så småt begyndt at blive mørkt udenfor. Pludselig kom Tommy igen for at fortælle, at drengene ville være her om ca. tyve minutter! WHAAAA!!! OMG, det var fuldstændig vildt at høre ham sige det!! Jeg fik gåsehud!

                      Theis filmede selvfølgelig vores tilstand og alle vores dumheder hele tiden, og Nanna spurgte, hvordan vi ville reagere, når vi mødte dem. Jeg sagde, at for mit vedkommende kunne alt ske. Jeg kunne besvime, skrige, græde eller bare være fuldstændig star-struck! Selv troede jeg mest på den sidste mulighed – de tre første var bare skræmmende worst-case-scenarios!

                      Vi fik talt de sidste tekniske detaljer omkring kameravinkler, pladser og lyd igennem og sat os tilrette ved bordet (fuuuck, det kilder i min mave, når jeg skriver det her!!). Vi fik også lagt gaverne klar under vores stole. Kl. var nu 15.50.

                      Pludselig hørte vi stemmer henne fra den anden ende af det halvmørke rum og så en lille flok mennesker komme gående med Tommy i spidsen og en eller andet bredskuldret gut ved siden af – måske en bodyguard, selvom jeg ikke troede, McFLY havde sådan nogle…

Jeg kiggede tilfældigt derhen, men der gik faktisk skræmmende mange sekunder inden jeg, helt calm, sagde: "Gud, det er Harry!". Og ganske rigtigt! Ingen af os havde genkendt ham, fordi han havde fået lidt længere hår siden de sidste billeder, vi havde set af ham, og det gav ham et andet look. Og så dækkede Tommy for Danny, Tom og Dougie, så dem kunne vi ikke se først.

Oh. My. God. – Det var virkelig McFLY!

Ingen af os var forberedt på, at de kom! Jeg havde regnet med, at Tommy ville komme og sige noget med: "Ok, jeg sender drengene op nu" eller "de er her om 5 minutter". Dels var de jo også 10 minutter forsinket, og dels så var der en skillevæg, der dækkede for udsynet til døren, de kom ind af. Så det var et stort chok, da de så endelig var i rummet!

Det føltes som år inden de nåede hen til os, og jeg kan huske, at tusind tanker fløj igennem min hjerne på de få sekunder det så rent faktisk tog dem, at komme hen til bordet: "Hvad skal jeg gøre?! Gå dem i møde? Blive siddende? Og vigtigst af alt: Knus eller håndtryk?!" They may seem like stupid and random details, men tro mig, man overvejer alt i sådan en situation!

Vi rejste os og gik hen mod dem, gav dem hånden og præsenterede os selv. Jeg tror rækkefølgen var: Harry, Danny, Dougie og så Tom til sidst, men jeg kan faktisk ikke huske det, for øjeblikket var så stort!! Nanna, Lars og Micky gav også hånd, men ikke Theis, der jo filmede på livet løs med det håndholdte kamera.

Tom og Danny (tror jeg det var) drak Powerade, og de var alle afslappet klædt, hvilket vi også havde gættet på de ville være. Tom og Danny havde deres karakteristiske huer på (hhv. en grøn og en grå), fordi de tydeligvis ikke havde gidet bother med deres hår, hehe. Og så lagde jeg mærke til, at Toms trøje gik ned omkring tommelfingeren gennem et hul, hvis I forstår, hvad jeg mener… Og så overraskede det mig også, hvor helt utrolig køn Dougie faktisk er in real life! Hans hud var (næsten) fejlfri, han var nybarberet (unlike Tom) og hans øjne strålede bare. Han plejer ellers at være mit "least fave member" af McFLY – but not anymore, hehe!

                      Jeg sagde: "Nice to meet you!" til dem, tillykke til Dougie, og de smilede og sagde "how are you?" og "are you alright?", som englændere jo altid gør. Harry gik den forkerte vej rundt om bordet; han troede vist, han skulle sidde på vores stole, hehe, så han fik sikkert set gaverne på gulvet, men han sagde ikke noget.

                      Vi satte os alle ned, jeg tog en dyb indånding ("this is it!") og Tommy forklarede drengene, at det var "Boogie TV from Denmark", hvortil Danny svarede: "Hello, Denmark!". Nanna præsenterede os som to af DK's største McFLY-fans… Men hvad der ellers foregik i baggrunden af tekniske justeringer de næste 3 minutter, aner jeg ikke, for al min opmærksom hed var rettet mod drengene.

                      Mens lys, lyd og kamera blev gjort klar, var der først helt stille og McFLY så faktisk lidt trætte ud. "Think, Henriette, think! Say something to them!". Jeg begyndte at small-talke med dem, og det første, jeg sagde, var: "It's so nice to finally meet you, we've been waiting all day! We're very excited", eller sådan noget lignende, og så spurgte jeg Dougie, om han havde haft en god fødselsdag so far, men han sagde, at han faktisk ikke havde lavet noget særligt.

Ellers forløb resten af vores pre-show chat ca. således:

Me: And one of you got here by train, right?

Tom: Yeah, that was me….How do you know that?

Me: Tommy said it.

Tom: Oh, OK…

Me: But didn't you get recognized?

Tom: Nah, I was first class. *smiler anerkendende*

(Og så tror jeg måske, Nanna sagde noget med, "so you didn't need to wear huge sunglasses or anything?", hvor han så svarede "no").

Så var teknikken på plads, og interviewet kunne begynde. Først ville Nanna snakke med dem om "alt det kedelige og sædvanlige", som hun sagde, for ligesom at introducere McFLY til danskerne. Herefter ville vi så komme på banen med spørgsmål fra seerne.

               Denne opdeling fortalte hun også drengene og præsenterede os så som to af Danmarks største McFLY-fans (Too right!).

Så var interviewet ellers i gang, og Nannas første spørgsmål lød (og det er ordret fra Nannas cue cards, som vi fik):

"You just released your Greatest Hits album. Why right now?",

hvilket var et liiidt akavet spørgsmål, da de fleste jo ved, at det ikke var McFLYs egen beslutning! Dette kom vist også lidt frem pga. drengenes tøven, hehe, men Tom reddede den nu meget godt ved at sige noget med: "Well, it was cos we've already had enough hits to fill an album of its own".

               Ellers gik Nannas del af interviewet med at få dem til at forklare, hvordan det hele startede, og de spurgte os, hvordan vi blev fans. Jeg svarede: "Well, it was through Busted. And then I bought some of your singles when I was over here and I liked them!".

Andre spørgsmål var:

"What's next for McFLY?",

"How do you cope with all the screaming girls?"

"Do you know that you have a lot of dedicated fans in Denmark?"

Og nej, det var de vist ikke klar over… Vi kom ind på The Heart Never Lies's succes på Boogielisten og jeg fortalte dem, at "it went Number 1!". "Oh, really? Cool!", sagde de alle sammen, og jeg kunne se at de blev rigtig glade for at høre det! Danny sagde: "We should go there someday!" Og vi sagde: "Yeah, you really should! You're welcome!".
                     

"Do you see yourselves as a boyband?"

Og så var de væk! Nanna spurgte ellers Tommy om Anita og jeg måtte se dem sound-checke, men det var der ikke overskud/tid til. Øv! Men det havde næsten også været FOR fantastisk, hvis han havde sagt "ja", ikk?.

          Theis kom med kameraet og Nanna spurgte, hvordan det hele havde været. Vi er bare super, super glade og MEGET lettede! Det var gået over alt forventning! Og McFLY ville komme tilbage om lidt, det var næsten det bedst af det hele! Snart begyndte gulvet at ryste og vi kunne høre That Girl, Friday Night og I Wanna Hold You. Anita fandt ud af, at lyden gik meget klarer igennem væggene ude på toilettet, så der gik vi ud, efterfulgt af Lars og Theis med kamera og lyd. Ret underligt at høre McFLY på et wc med rystende gulv, hehe!

          Efter ca. 15 minutter hørte vi stemmer igen nede bag skillevæggen, vi gik derhen og så, at McFLY har stillet op til et photoshoot med ham manden, vi løb forbi tidligere. Så stod vi bare der 3 meter fra dem, og så dem posere i ca. 5 minutter (meget surrealistisk). Der var helt stille i rummet på nær fotografen instrukser… FOR stille syntes jeg faktisk, så jeg råbte et lille "looking good!" til dem, og Danny og Dougie smilede tilbage og fortsatte ellers "arbejdet" (mens Theis filmede det hele).

Bagefter kom de hen for at skrive de sidste autografer, en til Anita og en til en konkurrence i Boogie. Imens stod jeg igen og small-talkede med dem:

til boogie konkurrencen: